Den 1. oktober 2018 kom der nye dagpengeregler, der især får betydning for dig, der har en selvstændig virksomhed, ønsker at starte en virksomhed, arbejder som freelancer, er honorarlønnet eller er medhjælpende ægtefælle. De nye regler kan også få betydning for dig der har almindeligt lønarbejde og får supplerende dagpenge.

I dag er du forsikret som enten selvstændig eller lønmodtager. Fremover bliver det muligt at vælge mellem forskellige aktiviteter afhængigt af, hvordan du indretter dig skattemæssigt.

Der er 4 typer af aktiviteter: lønarbejde, selvstændig virksomhed, formueforvaltning og fritidsbeskæftigelse.

En aktivitet kan ændre sig til en anden type, men det nye er, at både lønarbejde og arbejde i en selvstændig virksomhed kan medregnes til både genoptjening af dagpengeretten og satsberegning.

HVAD ER AKTIVITETER

Lønarbejde – f.eks. hvis du er ansat og din indtægt er A- eller B-indkomst. Der er modregning i dagpengene for alle arbejdstimer. Indtægt og timer kan medregnes til optjening af rettigheder i dagpengesystemet.

Selvstændig virksomhed – f.eks. hvis du arbejder i egen virksomhed eller selskab. Du vil ofte være momsregistreret, og du er omfattet af skattereglerne for selvstændige. Der er modregning i dagpengene for alle arbejdstimer/indtægter. Indtægt og timer kan medregnes til optjening af rettigheder i dagpengesystemet. Bemærk dog, at dagpengeperioden ikke kan forlænges med timer fra selvstændig virksomhed. Se også afsnittet om medhjælpende ægtefælle.

Formueforvaltning – f.eks. når du forvalter dine værdier ved kapitalanbringelse, køb og salg af aktier, udlejning, bortforpagtning mv. Du må højest have 5 timers personligt arbejde med det om måneden. Timerne modregnes ikke i dagpengene, og du er ikke omfattet af dagpengebegrænsningen på 30 uger. Du kan til gengæld ikke medregne timer og indtægt til optjening af rettigheder i dagpengesystemet.

Fritidsaktivitet - en aktivitet er fritidsbeskæftigelse, når du har arbejde, der hverken er lønarbejde, selvstændig virksomhed eller formueforvaltning. Typisk er du hverken momsregistreret eller anvender skattereglerne for selvstændige. Timerne fradrages i dagpengene, men du er ikke omfattet af dagpengebegrænsningen på 30 uger. Du kan til gengæld ikke medregne timer og indtægt til optjening af rettigheder i dagpengesystemet.

Definitionerne læner sig op ad SKAT’s definitioner. Det har ikke betydning for retten til dagpenge, at du har en hobby, som du ikke dyrker for at tjene penge.

ÆNDRING AF AKTIVITET

En aktivitet kan ændre sig fra selvstændig virksomhed til fritidsaktivitet eller formueforvaltning. Ændringen kan gå begge veje.

Du kan f.eks. starte med en fritidsaktivitet. Hvis du når momsgrænsen på 50.000 kr. omsætning eller har behov for at bruge skattereglerne for selvstændige, så ændrer aktiviteten sig til en selvstændig virksomhed.

Hvis din ret til supplerende dagpenge ophører, eller du af andre grunde ophører med din virksomhed, så kan du efter et dokumenteret ophør ændre din aktivitet til formueforvaltning.

Det er aktivitetens status den sidste dag i indkomståret, der afgør, om aktiviteten er selvstændig virksomhed, fritidsaktivitet eller formueforvaltning. Er aktiviteten ændret fra fritidsaktivitet til selvstændig virksomhed, så vil hele årets indkomst/timeforbrug kunne indgå i optjeningen af rettigheder i dagpengesystemet.

SÆRLIGE AKTIVITETER

Disse erhvervsmæssige aktiviteter kan anses som fritidsaktiviteter:

  • Deltidslandbrug på særlige vilkår
  • Fredskov på højst 5 hektar beliggende på egen bolig
  • Biavl med højst 20 bistader
  • Egen vindmølle eller eget solcelleanlæg

UDLEJNING

Udlejning kan være forskellige aktiviteter.

Drift af en 1 udlejningsejendom med op til 10 lejemål, hvor du kun i mindre omfang personligt udfører administration, småreparationer eller viceværtfunktioner kan anses for fritidsaktivitet.

Lejeindtægter fra udlejning af fast ejendom, hvor du ikke har personligt arbejde med udlejningen, kan anses for formueforvaltning. Du kan fortsat arbejde i virksomheden i op til 5 timer pr. måned.

Udlejning er selvstændig virksomhed, hvis du udlejer mere end de 10 lejemål eller er beskæftiget med virksomheden i større omfang.

MEDARBEJDENDE ÆGTEFÆLLE

Som noget nyt kan medarbejdende ægtefæller, som ikke er medejere, anses for at være lønmodtagere, hvis de har en lønaftale.

Det vil sige, at du betaler A-skat, ATP og arbejdsmarkedsbidrag. Du må ikke samtidig være registreret som medhjælpende ægtefælle i skattemæssig henseende.

Hvis du ophører med arbejdet i din ægtefælles virksomhed, får du 3 ugers venteperiode, selvom du anses for at være lønmodtager.

SELVSTÆNDIG VIRKSOMHED

Som udgangspunkt anses din aktivitet som selvstændig hvis: 


  • Du har et CVR.nr. Du skal have et momsnummer og derfor også en CVR registrering, hvis den momspligtige omsætning er mindst 50.000 kr. inden for en 12-måneders periode
  • Dit formål med aktiviteten er at opnå et overskud
  • Du har personligt arbejde i forbindelse med aktiviteten.

Er du i tvivl om aktiviteten anses for selvstændig virksomhed eller ej, skal du kontakte SKAT.

DELTIDSFORSIKRING FOR SELVSTÆNDIGE

Som noget nyt kan du fra d. 1. oktober 2018 være deltidsforsikret som selvstændig

SELVSTÆNDIG VIRKSOMHED SOM BIBESKÆFTIGELSE (SUPPLERENDE DAGPENGE)

Du kan få dagpenge samtidig med, at du driver en selvstændig virksomhed, hvis virksomheden er en bibeskæftigelse.

1. Hvis du har haft selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse før du bliver ledig

Dit arbejde i din virksomhed anses for at være bibeskæftigelse, hvis du som lønmodtager opfylder disse betingelser, når vi godkender din ret til dagpenge:

  • Du har i gennemsnit arbejdet minimum 80 timer som lønmodtager pr. måned i de seneste 6 måneder forud for din ret til dagpenge OG
  • Du har som minimum arbejdet 1 time som lønmodtager i hver af de 5 måneder ud af de 6.

Hvis du er nyuddannet, kan vi medregne en måneds uddannelse som 160,33 timer.

Hvis timekravet ikke er opfyldt, skal du ophøre med virksomheden, før du kan få dagpenge.

Begrænset ret til dagpenge

Du kan få supplerende dagpenge i 30 uger. De 30 uger bruges både til lønarbejde på deltid og til selvstændig virksomhed. Læs evt mere i afsnittet supplerende dagpenge.

Du må godt arbejde på fuld tid i din selvstændige virksomhed i en periode og bagefter søge om supplerende dagpenge igen. 

Hvis din aktivitet er defineret som fritidsaktivitet eller formueforvaltning, er du ikke omfattet af tidsbegrænsningen på de 30 uger. Se afsnittene om fritidsaktivitet og formueforvaltning

2. Hvis du starter selvstændig bibeskæftigelse mens du er ledig

Hvis du starter en virksomhed, mens du er ledig betragtes det også som selvstændig bibeskæftigelse.

Du skal stadig være til rådighed for arbejdsmarkedet på normale vilkår.

Begrænset ret til dagpenge

Du kan få supplerende dagpenge i 30 uger. De 30 uger bruges både til lønarbejde på deltid og til selvstændig virksomhed. Læs evt mere i afsnittet supplerende dagpenge.

Du må godt arbejde på fuld tid i din selvstændige virksomhed i en periode og bagefter søge om supplerende dagpenge igen. 

Hvis din aktivitet er defineret som fritidsaktivitet eller formueforvaltning, er du ikke omfattet af tidsbegrænsningen på de 30 uger. Se afsnittene om fritidsaktivitet og formueforvaltning

OPTJENING AF RET TIL DAGPENGE OG BEREGNING AF SATS

Fra 1. oktober 2018 optjener du ret til dagpenge ved at sammenlægge al A- og B-indkomst og overskud i selvstændig virksomhed.

Trin 1: Du kan få dagpenge, hvis du har haft en samlet indtægt på mindst 228.438 kroner (2018 niveau) inden for de seneste 3 år fra selvstændig virksomhed og lønmodtagerarbejde. Vi opgør din indtægt på månedsbasis, og du kan højst medtage 19.029 kr. pr. måned (2018 niveau). For indtægt fra selvstændig virksomhed opgøres din månedsindtægt ved at fordele årets overskud ligeligt på de 12 måneder regnskabsåret dækker. 

Trin 2: Kan du ikke opfylde trin 1, kan du alligevel få ret til dagpenge, hvis du indenfor de sidste 5 år har haft en samlet indtægt på mindst 228.438 kr. (2018 niveau). I det tilfælde er det udelukkende din indtægt fra selvstændig virksomhed, der kan medtages. 

3 og 5 års opgørelsesperioderne kan eventuelt forlænges med perioder, hvor du har været syg, på barsel eller lign. Det er kun indtægter i en periode, hvor du har været medlem af en a-kasse, der kan medtages.

BEREGNING AF SATS

Din sats beregnes alt efter om du har ret til dagpenge efter trin 1 eller trin 2.

Dagpengeret efter trin 1: Har du optjent din ret til dagpenge via trin 1-modellen, beregnes din sats ud fra din samlede indtægt i dine bedste 12 måneder indenfor de sidste 24 måneder forud for din ledighed. Al A-indkomst og arbejdsmarkedsbidragspligtig B-indkomst medregnes sammen med dit overskud fra din selvstændige virksomhed. For at få den maksimale sats, skal du have haft en indkomst på 22.504 kr. i gennemsnit pr. måned (2018 niveau). 

Dagpengeret efter trin 2: Har du fået ret til dagpenge på baggrund af trin 2-modellen, beregnes din sats i stedet som et gennemsnit af de 2 år med det højeste skattemæssige overskud indenfor de seneste 5 afsluttede indkomstår forud for du blev ledig. 

Overgangsregel

Du skal være opmærksom på: 

  • at den såkaldte mindstesats bortfalder d. 1. oktober 2018 og
  • at indtægt, der har været brugt til at beregne en sats til dig tidligere, ikke kan bruges til beregning af en ny sats

HVIS DU OPHØRER MED DIN VIRKSOMHED

Fremover kræves der ikke helt samme omfang af dokumentation ved ophør med virksomhedsudøvelse.

I langt de fleste tilfælde vil det være tilstrækkeligt med et ophørsbevis fra Erhvervsstyrelsen (virk.dk) og afmeldelse af CVR nr.

Du kan ophøre på en særlig tro- og loveerklæring, hvor du får 6 måneder til at afvikle din virksomhed. Inden for de 6 måneder skal du komme med et ophørsbevis. De timer, du bruger på at afvikle din virksomhed, modregnes i din dagpengeudbetaling, og du får en venteperiode på 2 måneder, hvor du ikke kan få dagpenge. Hvis du kommer med ophørsbeviset inden for de første 2 måneder efter dit ophør, får du en venteperiode på 3 uger.

Bortforpagtes virksomheden, er der fremadrettet et krav om en bortforpagtningsaftale med et gensidigt uopsigeligt varsel på 3 år – i dag er varslet på 5 år.

Er du medarbejdende ægtefælle uden lønaftale og uden medejerskab, kan du fortsat udtræde på en tro- og loveerklæring.

VENTEPERIODER I FORBINDELSE MED OPHØR AF SELVSTÆNDIG HOVEDBESKÆFTIGELSE

Ophører du med en selvstændig hovedbeskæftigelse, kan du først få dagpenge efter en såkaldt venteperiode. Venteperioden løber altid fra dagen efter, at du har dokumenteret, at din virksomhed er ophørt. 

Venteperioden er som hovedregel på 3 uger, men kan også være 1 uge, hvis dit ophør skyldes konkurs eller tvangsauktion. Er du ophørt via en tro- og love erklæring, er venteperioden 2 måneder. Indsender du et ophørsbevis til os, inden de 2 måneder er gået, har du ret til dagpenge dagen efter, men der skal dog altid været gået mindst 3 uger fra den dag, vi modtog din tro- og loveerklæring.

Kun et ophør pr. dagpengeperiode

Der indføres pr. 1. oktober 2018 en ny regel om, at man kun kan ophøre med drift af selvstændig virksomhed én gang pr. dagpengeperiode. Dog tæller det ophør, du har, når du opnår ret til en 2-årig dagpengeperiode, ikke med.

Det betyder, at hvis du starter en ny virksomhed (virksomhed 1) i din dagpengeperiode og lukker denne, så vil du miste din ret til dagpenge ved ophøret af en eventuel ny virksomhed (virksomhed 2). Denne nye regel gælder selvstændig virksomhed, men ikke fritidsaktivitet. 

Jobsøgningsperiode

Som noget nyt indføres der fra 1. oktober 2018 en såkaldt ”jobsøgningsperiode” på 6 måneder fra ophøret med din hovedbeskæftigelse. 

I denne periode har du ikke ret til dagpenge, hvis du starter en ny virksomhed – uanset om det er en hoved- eller en bibeskæftigelse. Gør du det alligevel, er du udelukket fra at modtage dagpenge, indtil de 6 måneder er gået.

Skyldes dit ophør konkurs eller ophør af selvstændig bibeskæftigelse er du ikke omfattet af reglen om jobsøgningsperiode.

SUPPLERENDE DAGPENGE

Perioden med ret til selvstændig bibeskæftigelse begrænses fra 78 til 30 uger

Fra 1. oktober 2018 bliver reglerne for at få dagpenge samtidig med selvstændig bibeskæftigelse slået sammen med reglerne for supplerende dagpenge.  Det betyder, at al udbetaling af dagpenge betragtes som supplerende dagpenge, hvis man arbejder ved siden af – enten som lønmodtager eller som selvstændig. 

Alle nuværende tilladelser til selvstændig bibeskæftigelse nulstilles fra den 1. oktober. Vi skriver særskilt til de medlemmer som pt har selvstændig bibeskæftigelse.

SÅ LÆNGE KAN DU FÅ SUPPLERENDE DAGPENGE

Fra 1. oktober gælder:

Du kan højst kan få supplerende dagpenge i 30 uger. De 30 uger kan bruges både til lønarbejde på deltid og selvstændig bibeskæftigelse.   

Overgangsregel:

Hvis du pr. 1. oktober 2018 har mere end 30 uger tilbage af din nuværende tilladelse til bibeskæftigelse, vil ugerne blive reduceret til 30 uger. Hvis du omvendt har 5 uger tilbage af din nuværende tilladelse til bibeskæftigelse, vil du modtage 30 uger.

Hvis du før 1. oktober 2018 også har fået supplerende dagpenge på grund af lønarbejde i en uge eller flere uger, bliver disse uger fratrukket i de 30 uger. Har du f.eks. fået supplerende dagpenge i 4 uger i juli 2018, vil du have 26 uger tilbage med ret til supplerende dagpenge den 1. oktober 2018.

Er din aktivitet defineret som formueforvaltning eller fritidsaktivitet, er du ikke omfattet af tidsbegrænsningen på de 30 uger. Se afsnit om dette ovenfor.

SÅDAN FORBRUGER DU AF DIN RET TIL SUPPLERENDE DAGPENGE FRA 1. OKTOBER 2018

Så længe du har en selvstændig bibeskæftigelse, forbruger du af din ret til supplerende dagpenge i alle de uger, du får udbetalt dagpenge, også selvom du ikke arbejder i virksomheden i den pågældende uge. Hvis der er en uge, hvor du skal modregnes 37 timer eller derover i dine dagpenge, tæller den dog ikke med. 

Hvis du lukker din virksomhed, men fortsat modtager supplerende dagpenge som lønmodtager, så er det kun uger, hvor du arbejder, der skal modregnes. Her gælder også, at uger, hvor du skal modregnes 37 timer eller derover, ikke tæller med. 

Du har ret til i alt 30 uger inden for 104 uger (2 år). Så uger, der ligger mere end 2 år tilbage i tiden, tæller ikke længere med i opgørelsen af 30 ugers begrænsningen.

Se i oversigten hvad der forbruger af de 30 uger: 

MULIGHED FOR FORLÆNGELSE AF DE 30 UGER

Du kan forlænge din 30-ugers ret til supplerende dagpenge med op til 12 uger. Vi forlænger retten til supplerende dagpenge med 4 uger ad gangen - dog højest 12 uger.

Når din 30-ugers ret er udløbet, henter vi oplysninger om dit arbejde som lønmodtager i SKATs indkomstregister. Vi ser 12 måneder tilbage fra udløbsdatoen af de 30 uger: 

  • Hvis du er månedslønnet kan vi forlænge med 4 uger, for hver gang du har fået indberettet mere end 146 løntimer
  • Hvis du er ugelønnet kan vi forlænge med 4 uger for hver gang du har haft 4 uger med mere end 34 løntimer
  • Hvis du er 14-dages-lønnet kan vi forlænge med 4 uger, for hver gang du har haft mere end 68 løntimer på 14 dage
  • Hvis du har drevet selvstænding virksomhed og ikke modtaget dagpenge, kan vi forlænge med 4 uger for hver måned, hvor du har drevet selvstændig virksomhed, hvis virksomheden har været registreret i CVR i mindst 6 måneder 

LØBENDE GENOPTJENING AF NY RET TIL 30 UGER MED SUPPLERENDE DAGPENGE

Vi tæller løbende dine timer. Hver gang du får udbetalt dagpenge eller melder dig ledig fra den 1. oktober 2018, skal vi tjekke, om du har har haft timer indberettet til SKAT.

Timerne skal være indberettet:

  • inden for 12 sammenhængende måneder og
  • være indberettet efter det tidspunkt hvor du senest fik ret til 30 (nye) ugers supplerende dagpenge

Alt efter hvordan du er aflønnet, skal du have disse timer for at genoptjene en ny ret til supplerende dagpenge:

  • Hvis du er månedslønnet, skal du have haft 6 måneder med mere end 146 løntimer pr. måned<
  • Hvis du er ugelønnet, skal du have haft 24 uger med mere end 34 løntimer pr. uge
  • Hvis du er 14-dages lønnet skal du have haft 12 uger med mere end mere end 68 løntimer pr. 14-dag

Du optjener også ret til en ny 30-ugers periode, hvis der er et helt kalenderår, du ikke modtager dagpenge, og du samme år har tjent mindst 228.348 kroner ved A-indkomst, B-indkomst og/eller arbejde som selvstændig. 

Bemærk! Måneder, du har brugt til at forlænge din ret til supplerende dagpenge (se af afsnittet om forlængelse af de 30 uger), kan ikke bruges til at genoptjene en ny ret.