I skrivende stund ser det ud til, at DF også vil være med. Det er godt med opbakning til arbejdet mod konsekvent forhøjet pensionsalder, og måske har DF’erne erkendt at det var en fejltagelse, da partiet var med til at sætte pensionsalderen op for alle. Jeg er helt klar over, at man i politiske forhandlinger både giver og tager, men det ville glæde mig, hvis DF netop her vil være klar til at give (sig)!

 

Det bliver uden tvivl en svær øvelse at finde ud af, hvem der skal have ret til tidligere pension. Hvis det kun, som regeringen ønsker, bliver antal år på arbejdsmarkedet, der afgør, om man kan gå tidligere på pension, så løber vi ind i mange udfordringer – og skaber dårlig livskvalitet i de sene leveår derude hos medborgere, der fortjener bedre, fordi et langt arbejdsliv har slidt dem op psykisk eller fysisk.

Jeg savner samtidig langt flere nuancer i debatten om, hvad nedslidning egentlig er.

Jeg savner samtidig langt flere nuancer i debatten om, hvad nedslidning egentlig er.

Der har traditionelt og helt forståeligt været fokus på nedslidningen i traditionelle og fysisk krævende håndværk som murer-, slagter- eller tømrerfagene.

Der er dog også i de senere årtier sket et skred i den helt forkerte retning, når det gælder det psykiske arbejdsmiljø. Det giver nogle nye og ekstra dimensioner til både debatten om pensionsalderen og til behovet for nogle differentierede løsninger, der både giver muligheder for dem, der stadig kan og vil – og tager hensyn til dem, hvor kroppen eller psyken siger fra.

 

Som afdelingssektorformand for HK Privat Midt oplever jeg alt for mange eksempler på psykisk nedslidning og stressrelaterede nedbrud blandt vores medlemmer. Det gælder ikke bare for én faggruppe, men desværre for de fleste af de mange faggrupper, som vi repræsenterer i HK Privat Midt. Det rækker lige fra lægesekretærer til trykkere på dagblade.

 

Når jeg kigger på dem og deres udfordringer med både fysisk og psykisk arbejdsmiljø, så er jeg ikke i tvivl om, at der skal en differentieret løsning til, når det gælder pensionsalder.

For hvis folk skal behandles ens, så skal de først og fremmest behandles forskelligt, så vi kigger på den enkelte, når vi taler tidspunkt for pensionering.

Jeg hører af og til kommentaren, at ”…det er da bare en kontorjob, og I sidder ned hele dagen. Det kan man da ikke blive slidt af?” Jo, det kan man desværre, og det sker i stigende grad.

Jeg hører af og til kommentaren, at ”…det er da bare en kontorjob, og I sidder ned hele dagen. Det kan man da ikke blive slidt af?”

Jo, det kan man desværre, og det sker i stigende grad.

For arbejdspresset stiger, og vi ser flere medlemmer med alvorlige psykiske skader af “bare” at have et “kontorjob”. Jeg er samtidig bekymret for, at vi reelt kun har set toppen af isbjerget, når det gælder psykiske belastninger og deraf følgende stress-sygemeldinger. Hertil kommer, at det kan være kombineret med en musearm, der normalt ikke anerkendes som en arbejdsskade på trods af voldsomme smerter og nedsat kraftfunktion i hånd, arm og skulder.

Lad os respektere hinanden, uanset om vi arbejder med traditionelt håndværk eller bruger de fleste arbejdstimer på en kontorstol. Vi skal sikre en værdig tilbagetrækning for alle uanset jobtitler.

Alt i alt har vi altså brug for at se både på psykisk og fysisk nedslidning, når vi skal diskutere pensionsalder. Vi må under ingen omstændigheder begynde at negligere hinandens job.

 

Lad os respektere hinanden, uanset om vi arbejder med traditionelt håndværk eller bruger de fleste arbejdstimer på en kontorstol. Vi skal sikre en værdig tilbagetrækning for alle uanset jobtitler.