I denne uge kunne TV 2 afsløre, at Erhvervsministeriet har indgået en fratrædelsesaftale med sin disruptionchef, Kåre Riis Nielsen. Begrundelsen? Samarbejdsvanskeligheder, mangelfuld faglig performance og så en ledelsesstil, der vil give de fleste søvnløse nætter. Men en skriftlig advarsel og en fratrædelsesaftale var ikke det eneste, han gik ud ad døren med. Med sig fik han også et gyldent håndtryk på 614.342 kr. Det svarer til omkring det dobbelte af den årsløn, som helt almindelige dødelige danskere får.

At et menneske, som man betror ledelsesansvar og andre menneskers arbejdsliv, kan få lov til at gå ud ad døren med den slags penge, gør mig både vred og forarget!
For, hvis vi ikke kun kigger på kroner og ører, hvad har de menneskelige omkostninger for mandens medarbejdere så været? Og selvom jeg da tror, at de er lettede over, at han nu er væk, så taler vi altså om et år, hvor de under tvivlsom faglig ledelse også har skulle tåle en chef, der har overskredet alle grænser for professionel og tillidsfuld ledelse.

Hvis vi ser på den skriftlige advarsel som TV 2 har fået indsigt i, så er det nemlig ikke småting, som man som menig medarbejder har skullet lægge ryg til: råbende kritik og irettesættelser, nedsættende omtale af kolleger og medarbejde, når de ikke er i rummet, utryg ledelsesadfærd i forbindelse med kritik, deling af fortrolige oplysninger om medarbejderes sygdom eller andre personlige forhold.

Hold da op
Den slags oplevelser ryster man altså ikke bare af sig, fordi chefen fratræder.
Jeg kan da også læse af TV 2’s artikel, at man tilbød Kåre Riis Nielsen en coach i forbindelse med advarslen med det håb, at man kunne få ham til at skifte kurs – og adfærd. Jeg håber da i den grad, at man nu stiller lignende tilbud til rådighed for dem, der har skulle udholde hans udskejelser.

Sagen med disruptionchefen er fra det offentlige, men lignende sager foregår såmænd også i det private. Det er på tide, at vi sætter tre streger under, at ledelse er kernefaglighed, og jeg vil derfor slutte med en opsang til virksomheder, rekrutteringsbureauer, ansættelsesudvalg med videre:
Kan vi for dælen ikke holde op med at ansætte personaleledere baseret på skinnende CV’er med lange rækker af hurraord, og så flytte den kvalifikation, der burde være den helt centrale, op øverst på listen: ’Dokumenteret erfaring med god og tillidsfuld personaleledelse’.