Julefrokost
Om lidt går det løs – sæsonen for julefrokoster er over os. Det giver rigtig gode muligheder for at styrke relationerne på arbejdspladsen. Men der er et par råd, som er gode at huske, før firmajulefrokosten løber af stablen.

- Gode julefrokoster er med til at løfte trivslen. Det gør godt for samarbejdet i hverdagen, når man har lært sine kolleger bedre at kende i mere festlige rammer og grinet sammen over sild og snaps. Men på en arbejdsplads kan balancen godt være svær, for man er jo kolleger eller chef/medarbejder igen mandag morgen, siger HK’s næstformand Martin Rasmussen. 

4 gode råd til medarbejdere

  • Pas lidt på med alkoholen – så du undgår at tale over dig
    Det kan være vanskeligt at rette op på igen, hvis du kommer til at sige noget til din chef eller kollega, som du fortryder bagefter.  
  • Hvis du kommer til skade
    Kommer du til skade under en officiel julefrokost, som din arbejdsgiver har arrangeret, er du omfattet af de samme arbejdsskaderegler, som når du er på arbejde. Uanset om du er beruset – men tab ikke hovedet, for skader sket i kådhed dækkes ikke. Falder du f.eks. på dansegulvet, tæller det som en arbejdsskade. Men det gør det ikke, hvis du f.eks. hopper op på ryggen af din dansepartner, falder ned og slår dig. Reglerne gælder uanset om arbejdsgiveren holder julefrokosten på jeres arbejdsplads eller et andet sted. De gælder dog ikke, hvis skaden sker, efter du f.eks. er taget videre med dine kolleger i byen.
  • Del ikke fotos eller video fra julefrokosten på sociale medier
    Det kan være meget svært at få dem fjernet igen, hvis det viser sig, at du har delt noget, din kollega ikke ønsker.
  • Chikane er aldrig i orden – hverken til hverdag eller fest
    Sig fra, hvis en kollega eller chef overtræder din grænse. Skjul ikke, at du er blevet chikaneret. Tal med venner, familie eller kolleger om det. Og tag fat i din tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant eller fagforening, hvis chikanen ikke stopper.


4 gode råd til ledere

  • Undlad at diskutere med en beruset medarbejder
    Vær lydhør og vis, at du gerne vil drøfte emnet i starten af næste uge.
  • Kom rundt til så mange som muligt
    Cirkuler og benyt lejligheden til også at få snakket med nogle af dem, du ikke har så tæt samarbejde med i hverdagen.
  • Pas lidt på med alkoholen
    Det gælder om at holde balancen mellem at være med, men samtidig huske, at du er chef igen mandag morgen. Lad være med at drikke alt for meget, bagtale nogen eller blive nærgående.
  • Tag med til julefrokosten
    Det er en gylden anledning til at lære dine medarbejdere bedre at kende uden for de sædvanlige rammer.

 

DU FÅR GODE RÅD OG FAGLIG HJÆLP – NÅR DU ER I JOB

Vi er eksperter i dine vilkår på jobbet – for hver arbejdsplads har sin egen kontaktperson og faglige medarbejder hos HK. Hun kender de unikke vilkår, som lige præcis jeres arbejdsplads har. Og så kender hun dit fag. Derfor er du garanteret kompetent og professionel rådgivning, uanset om det handler om løn, stress, arbejdsmiljø eller spørgsmål om overenskomst. Du er altid velkommen til at kontakte dine lokale afdeling for at få råd og vejledning.