konference

Hvad indeholder fremtiden for HK'erne når vi tænker på fag, faglig udvikling, kompetencer og uddannelse? Det spørgsmål arbejder Rita Bundgaard og HK Stats bestyrelse løbende med, og de mange tillidsrepræsentanter, der havde taget turen til Nyborg blev bedt om at komme med deres input. Foto: Hung Tien Vu.

- Hvad er det så lige, du synes jeg skal udvikle mig på? Det hører jeg altså jævnligt. Bliver I også mødt med det spørgsmål?

Erfaringerne gik lystigt, da knap 200 tillidsrepræsentanter mandag 3. december 2018 var samlet i Nyborg. Og tillidsrepræsentanterne ved bord 15 var hurtigt enige om, at det spørgsmål var et lidt svært udgangspunkt. Udviklingen er nødt til at komme fra hver enkelt medarbejder selv. Man kan ikke sige til hver enkelt, hvad de skal gøre, var der bred enighed om.

Vi er nødt til at følge med

Der var også enighed om, at udviklingen kører, og det stopper ikke. Vi er nødt til at følge med, lød det.

Men hvilken vej?

Hvad indeholder fremtiden for HK'erne, når vi tænker på fag, faglig udvikling, kompetencer og uddannelse?

Det spørgsmål arbejder HK Stats formandskab og bestyrelse løbende med, og Rita Bundgaard bad tillidsrepræsentanterne diskutere og komme med deres input.

Rita Bundgaard fortalte, at HK Stats bestyrelse for nylig har besluttet en ny strategi for 'Fremtidens Jobveje', som skal være med til at understøtte de medlemmer, der er i tvivl om, hvilken vej deres arbejdsliv skal forme sig i årene fremover.

- Det er en strategi, som former, hvordan vi sammen i HK Stat kigger ind i fremtiden og tager ansvar for opgaven med at understøtte medlemmerne på et fremtidigt arbejdsmarked. Et arbejdsmarked, som vil være præget af en øget digitalisering, og hvor vi bliver udfordret på nuværende og kendte jobfunktioner, men hvor der samtidig skabes mange nye og anderledes muligheder.

Det er ikke let at udforme en strategi, som mere end 20.000 medlemmer kan se, tager hånd om lige den særlige jobfunktion, de har i dag. Det kan og skal vi heller ikke, understregede Rita Bundgaard.

HK Stat ser 6 felter, som i kombination og hver for sig er gode at specialisere sig i. Felterne tager afsæt i den faglighed, HK'erne allerede har.

Næste skridt i HK Stats arbejde bliver en kampagne, som i foråret 2019 skal fremme den kollegiale samtale om kompetenceudvikling og om 'fremtidens jobveje' (læs mere længere nede i artiklen).

HK'erne er uundværlige

Da de mange grupper af tillidsrepræsentanter samlede op i fællesskab, lød nogle af pointerne sådan her:

Vi skal bygge videre på alle de ting, de seje HK'ere kan. Og vi skal blive endnu bedre til at fortælle andre om vores vigtige funktioner og brande vores arbejde.Vi er uundværlige. HK'erne har så mange kompetencer, som vi skal bygge videre på og tale op, lød det blandt andet i diskussionen.  

En af de tillidsfolk, der havde valgt at bruge dagen i Nyborg, var Jacob Leth Halldorsson fra Udviklings- og Forenklingsstyrelsen i den nye skatteforvaltning.

Udviklingen går så stærkt, at det er rigtig vigtigt, at der kommer fokus på kompetenceudvikling hele vejen fra HK Stats overenskomstforhandlere til den enkelte medarbejder på statens arbejdspladser, mener han.

- Vi er på vej over i en digital verden, hvor næsten alle arbejdspladser skal være et andet sted om 5 eller 10 år. Der er det vigtigt, at vi på overenskomstniveau får lavet nogle aftaler med Moderniseringsstyrelsen, så vi er i stand til at hæve det generelle uddannelsesniveau på alle arbejdspladserne, men også lokalt sammen med de enkelte ledere sætter fokus på udviklingen for den enkelte medarbejder, siger Jacob Leth Halldorsson.

Hvad indeholder fremtiden for HK'erne når vi tænker på fag, faglig udvikling, kompetencer og uddannelse? Det spørgsmål arbejder Rita Bundgaard og HK Stats bestyrelse løbende med, og de mange tillidsrepræsentanter, der havde taget turen til Nyborg blev bedt om at komme med deres input.

6 nutids- og fremtidsfelter 

 
Hvad skal du og andre HK'ere satse på at arbejde med i en stadigt mere digitaliseret fremtid? HK Stat ser 6 felter, som i kombination og hver for sig er gode at specialisere sig i. Felterne tager afsæt i den faglighed, HK'erne allerede har. Snart kommer du til at høre mere om fremtidsfelter, jobveje og den nødvendige kompetenceudvikling. HK Stat forbereder en kampagne, der skal give alle medlemmer inspiration til at vælge vejen til fremtidens jobs.

 

Du håndterer data

Tal og data fylder i dit job. Du kan lide at fremstille, kontrollere og formidle store mængder data – og du går op i at overholde love og etiske ­retningsningslinjer. Data­håndtering er en af HK'ernes kompetencer – også i fremtiden.

 

Du er ambassadør for ny teknologi
Du er god til at lære ­andre om teknologi og løse ­problemer med programmer og maskiner. Du gør gerne livet med systemerne lettere for brugere og borgere. De kompetencer er der bud efter nu – og i fremtidens HK-job.

 

Du håndterer teknologi

Du oversætter brugernes ­behov til systemkrav, kvalificerer nye systemer og omsætter teknologi til praksis. Du ser sammenhænge og arbejder tværfagligt. Teknologihåndtering fylder i dit job nu – og bliver efterspurgt fremover.

 

Du skaber service i samspil med mennesker og teknologi

Du er ekspert i service. Du ved, hvad robotter kan klare – og hvilke opgaver, der kræver mennesker. Du forstår virksomheder, borgere og andre fagruppers behov og ­­spørgsmål. Centrale HK-kompetencer – nu og i fremtiden.

Du styrer processer

Du styrer opgaver og projekter og udvikler standarder for arbejdsgange på tværs af enheder på jobbet. Du kan omsætte lovgivning til guidelines og har organisatorisk indsigt. De kompetencer er der bud efter nu – og i fremtidens HK-job.
 

Du formidler og kommunikerer

Du formidler dygtigt data og lovgivning til borgere, virksomheder og internt. Fagsprog, fremmedsprog og interkulturel forståelse er lige dig. Du formår at vælge medier og kanaler. Vigtige kompetencer nu – og fremover.