6. Fokus paa fagligheden
Fokus på fagligheden HK/Privats medlemmers arbejde udvikler sig til stadighed. Nye teknologier og produkter, nye strukturer i virksomhederne, nye metoder for ledelse og nye virksomhedskulturer sætter rammerne. For de fleste medlemmer betyder det, at jobbet bliver mere og mere krævende og komplekst - og ofte mere spændende.
For at holde trit med denne udvikling, skal det enkelte medlem til stadighed udvikle og dygtiggøre sig. Den er en central opgave for HK/Privat at støtte og hjælpe det enkelte medlem i denne proces med individuel rådgivning og en bred vifte af fagrettede aktiviteter.
HK/privat skal bidrage til at udvikle de eksisterende grund-, efter og videreuddannelser og i nødvendigt omfang bidrage med at udvikle nye.
HK/Privat skal løbende udvikle politikker og strategier for de enkelte faggrupper.
Det overordnede mål er, at HK/Privat bidrager til at fastholde beskæftigelsen blandt medlemmerne, selv om de enkelte jobs og kompetencekrav ændrer sig. Det er derfor målet for kongresperioden, at der sættes gang i en udvikling, hvor flere medlemmer efter- og videreuddanner sig, og hvor kendskabet til og anerkendelsen af HK/Privat-medlemmernes værdiskabelse ude i den enkelte virksomhed og i omverdenen generelt øges.
Flere medlemmer skal benytte sig af individuelle rådgivningstilbud fra HK/Privat.
Slutmålet er flere uddannede og mere kompetente, selvbevidste medlemmer:
- Andelen af medlemmer, som løbende uddanner sig, forøges med 10% til 60% (Advice-survey 2015: 50% - svarer ja til spørgsmålet: Har du været på uddannelse eller kursus inden for det sidste år) Andelen af medlemmer, som kan forklare og dokumentere deres kompetencer, forøges med 10% til 68% (Advice-survey 2015: 58% svarer ja til spørgsmålet: Føler du, at du kan dokumentere dine kompetencer?).
- 1000 tillidsrepræsentanter skal ved kongresperiodens slutning være uddannet som uddannelsesambassadører som nye katalysatorer for faglig udvikling ude på arbejdspladserne.
Målet i forhold til medlemmerne er løft i kendskab til, anvendelse af og tilfredshed med HK/Privats faglige tilbud
- Medlemmernes vurdering af HK/Privats arrangementer, møder og kurser skal i kongresperioden løfte sig med 5 point til 73 på en skala fra 0-100 (MSI Måling fra 2014: 68).
- Medlemmernes vurdering af HK/Privats indsats for at skabe et fællesskab omkring de enkelte fag skal løftes med 10 point til 69 på en skala fra 0-100 (MSI-måling fra 2014: 59).
Målet i forhold til involveringen af medlemmerne er, at det skal være nemt at dele faglige udfordringer og erfaringer mellem medlemmerne via netværk. Det skal være nemt for medlemmer og ildsjæle i afdelingerne at handle på gode ideer. Individuelt målrettede faglige tilbud og fællesskaber via faglige netværk skal forøge nytteværdien ved medlemskabet.
- HK/Privat skal samlet (sektorafdelinger, branchesektioner og tværgående landsforeninger) stille rammer og promovering til rådighed for 100 faglige arrangementer årligt, som medlemmerne selv finder på og tager initiativ til.
- Der skal i løbet af kongresperioden etableres 75 faglige netværk i organisationen, som er drevet af medlemmerne med support fra organisationen.
- Medlemmer og ansatte i organisationen skal efter behov uddannes til at drive de faglige netværk.
Kernen i den styrkede faglige interesse blandt medlemmerne er udbuddet af relevante, nære, attraktive faglige aktiviteter og tilbud om individuel rådgivning.
- Der skal i hele kongresperioden udvikles og tilbydes minimum to relevante faglige aktiviteter pr. fagområde pr. halvår.
- Minimum 1000 medlemmer skal i kongresperioden benytte sig af den nyetablerede karrieretelefon. 80% af brugerne skal være villige til at anbefale servicen til andre.